Husk, julegaver kan byttes i 365 dage
Modtag inden jul - Bestil inden 20. dec. kl. 15.00
Produkter


Vis guides

Sådan laver du service på din forgaffel


Alle der kører MTB ved at forgaflen med tiden bliver snavset og trænger til en servicering. Hvis man ikke jævnligt laver et servicetjek af sin forgaffel, så kan man bl.a. risikere at den stødabsorberende effekt forsvinder og at cyklen generelt bliver udsat for unødig slitage. Dette kan hurtigt blive til dårlige oplevelser på cyklen, som er med til at reducere køreglæden.

Denne artikel vil give dig en guide i hvordan du laver en lille service af din forgaffel. Artiklen tager udgangspunkt i vores YouTube videoguide, som du har mulighed for at se nederst i artiklen, eller ved at følge dette link.

Der er forskel på hvordan og hvor ofte du skal foretage service på forgaflen, afhængig af mærke og model. I videoen har vi brugt en Rock Shox forgaffel. Princippet for den lille service er dog det samme for langt de fleste gafler.

Ved et ”lille service” vil der blive foretaget skift af olie, dustwipes og foamrings. Er du ikke interesseret i at foretage service af din forgaffel selv, så ring til os – vi vil meget gerne hjælpe dig.

Til lille service skal du bl.a. bruge gaffelolie, værktøj til affjedring, og en pumpe til forgafler.



Inden du påbegynder dit service af din forgaffel, så er det vigtigt at forgaflen er helt ren. Brug derfor lidt ekstra tid på at rengøre forgaflen, så du er sikker på at den er klar til service. Vi anbefaler desuden at du spænder forgaflen fast i en arbejdsstander, så du har god mulighed for at håndtere gaflen.

Derudover er det vigtigt at du lukker luften ud af forgaflen, inden du begynder at skille den ad. Du kan få en række komplikationer hvis du glemmer at lukke lufttrykket ud. Start altid med at lukke luften ud i bunden, og derefter toppen.



Start med at fjerne din rebound-justering. Alt efter hvilken forgaffel du har, skal du bruge forskelligt værktøj i bunden/enderne på forgaflen, for at få løsnet boltene dernede. Vær opmærksom på at enderne har været spændt stramt til et stykke tid og for at du kan få dem løs, skal du slå på dem.

Når du har sikret dig at enderne sidder løst, så sætter du dit værktøj (dette kan være en umbraco-nøgle) ned i bunden på forgaflen og slå enderne løs.



Når du har løsnet boltene i begge sider, skruer du begge sider helt af og fjerner møtrikken og bolten, så du kan trække forgaflen fra hinanden. Når du trækker forgaflen fra hinanden, så vil der komme olie ud af forgaflen. Tom forgaflen for olie i et lille kar eller spand (ikke direkte ned i afløbet) og lad forgaflen dryppe af.

Når du har skilt inder- og yderbenene fra hinanden, kan du eventuelt lige tjekke efter for slitage og andre problemer. Er der yderligere begrundelse for en større service eller udskiftning af benene, så kan man se det.

Ved et lille gaffelservice bliver der ikke kigget yderligere på inderbenene. På et stort gaffelservice vil man også gå ind og skifte bl.a. o-ringe og pakninger på inderbenene. Du kan tørre inderbenene af og sørge for at de er pæne og rene til når forgaflen skal samles igen.

På yderbenene skal vi have skiftet dustwipes og foamrings. Du kan vippe de forskellige komponenter op ved brug af eksempelvis en fastnøgle. Vær opmærksom på at du ikke ridser benene. Når du har vippet de to dustwipes af, kan du med et mindre værktøj trække de to foamringe op også.

Herefter rengører du yderbenene, så de er klar til nye komponenter. Smid de nye foamrings ned i en olie (i videoen er der brugt en 15wt olie) og sørg for at de er godt gennemvædet og at luftboblerne er ude. Når de har trukket godt med olie, så lægger du dem op i forgaflen.

Når du har foamrings ned i forgaflen, skal du have de nye dustwipes ned. Du kan med fordel putte lidt olie på dem, så de glider lettere på. Når du har sat den nye dustwipe i, så tager du dit dustwipe monteringsværktøj (som du kan finde i vores kategori affjedring), og presser det hele på plads. Din dustwipe skal sidde helt lige med kanten på benet.



Når du har samlet de forskellige komponenter igen, så skal du have samlet din forgaffel. Når du skal sætter yderbenene ned over inderbenene, så er det vigtigt at de bliver ’lirket’ på. Når benene sidder på, så tjek at fjederen sidder korrekt og at de forskellige dustwipes ikke er krøllet.

Når du er sikker på at benene sidder korrekt, så skal de fastgøres til gevindet der sidder indeni. Når du har fundet gevindet (lad der være lidt luft dernede), så skal der olie ned i forgaflen. Model og mængde af olie afhænger af producentens anvisninger, så sørg for at du har styre på hvad der anbefales for netop din cykel.

Når du har påfyldt olie i begge ben, så lukker du helt af, så benene sidder fast i gevindet. Efter service er det vigtigt at du udskifter dine crush washers, som bruges til at forsegle forgaflen efter service. Når de er udskiftet, så skruer det det hele sammen.

Når forgaflen er samlet, så skal du have pumpet luft i den, tjekket de forskellige egenskaber (rebound osv.). Herefter er du klar til at tage din cykel med på tur igen.

Se YouTube videoen om hvordan du foretager lille service på din forgaffel her:



Du kan også se videoguiden ”alt om forgafler til MTB”, så du let kan finde frem til den forgaffel du skal have.
 


Mangler du hjælp til at løse et problem på cyklen? Så kan du se vores andre guides her