Produkter


Guide til lapning af cykel

Lapning af cykel

Hvis uheldet er ude og cyklen er punkteret, er her en guide til, hvordan man lapper cyklen.

- Først tager du dine dækjern, som du skubber ned i siden af dækket, hvorefter du bukker dækjernene ned og derved dækket udover fælgkanten.

- Derefter køre du dækjernet hele vejen rundt, så hele dækkets ene kant er ude over fælgkanten.

- Derefter tager du slangen ud af dækket ved at tage fat der hvor ventilen er monteret. (Hvis der er tale om en hverdagscykel vil der ofte være en lille "bolt" som holder slangen på plads, som her skal skrues af inden slangen kan tages ud)

- Nu er slangen ude og for at kunne lappe slangen er man nødt til at finde hullet. Dette gøres ved at pumpe luft i slangen og derved kan man finde ud af hvor luften render ud.

- Nu er hullet fundet og det er tid til at lappe det. Ved brug af lappegrejsudstyr tager du en metal komponent(Lignende et mini rivejern) ud af boksen eller eventuelt et lille stykke sandpapir. Ved brug af denne "slibes" slangen for at give limen noget at kunne holde fast i. (PAS PÅ ikke at ødelægge slangen ved for kraftig eller længerevarende brug af slibe komponenten.

- Derefter skal limen bruges. Man skubber en lille klat lim ud på slangen hvor hullet befinder sig og bruger fingeren til at fordele limen.

- Derefter sætter du den tilpas størrelse lap ovenpå limen. Sørg for at lappen sidder godt fast på slangen.

- Vent cirka 5 minutter - ventetiden kan bruges på at finde synderen til hullet f.eks. en flintesten, som måske stadigvæk sidder i dækket og ville give en ny punktering hvis den ikke bliver fjernet. Dette gøres ved at man med fingeren mærker efter ujævnheder på indersiden af dækket. Ujævnheden kan ofte fjernes med neglen eller hvis problemet er mere besværligt kan man være nødsaget til at benytte en tang.

- Når limen er tør, kan man nu fjerne den tynde gennemsigtige plast, som befinder sig øverst på lappen.


- Test slangen ved at pumpe luft i.

- Hvis slangen holder luft kan man nu begynde at sætte slangen ind i dækket igen.

- Sørg for at der er lidt luft i slangen (Det gør det nemmere at sætte slangen tilbage i dækket og sørger for at der ikke opstår folder af slangen inden i dækket)

- Start med at skubbe ventilen igennem det lille hul hvori den blev taget ud.

- Fordel slangen ind i dækket, så den ligger ordentligt. Når dækket skal sættes på igen er det vigtigt, at det kommer rigtigt ned i fælgen - uden at klemme slangen. Det kan være vanskeligt omkring ventilen. Derfor skal man trykke ventilen op i fælgen/dækket, når dækket sættes på plads omkring ventilen. Skub dækket ind på den anden side af fælgkanten igen. (Der hvor den var inden afmontering). Ventilen kommer på plads igen, når man pumper slangen helt op.

- (Hvis det var en hverdagscykel, så husk at påmontere den afmonterede "bolt" igen, som holder slangen på plads.) Hvis det sidste stykke af dækket er svært at få ind på fælgkanten igen, kan det anbefales at bruge et dækjern, som forsigtig skubbes ind der hvor "problemet" er, derved kan det sidste stykke af dækket blive sat ordentlig på plads igen.

- Pump luft i dækket igen (Der står ofte på dækket hvor meget luft der anbefales eller hvor meget luft der maksimalt må pumpes i dækket.)

- Så er cyklen klar og kan benyttes igen!